Star Trek Into Darkness skuffer i åbningsweekenden

star trek into darkness poster

Star Trek Into Darkness havde premiere i USA i onsdags, og filmen har i sine første fire dage ikke tjent så mange penge ind som forventet: $84,1  millioner ud af en bebudet forventet indtjening på omkring 100 millioner. Filmselskabernes bebudede forventninger sættes som regel lavt, for at mindske fiaskoer og forstærke succeser, så den reelle forventede indtjening har angiveligt været markant højere.

Med massiv promovering, skyhøje forventninger og positive anmeldelser er de middelmådige tal overraskende: De er lavere end de $86,7 millioner forgængeren hev ind i samme periode i 2009, trods tillæg fra 3D og IMAX, hvor filmen åbnede en dag tidligere.

Meningsmålinger blandt biografgængerne har givet filmen en Cinemascore på A, og på Rotten Tomatoes har den fået en rating på 87%, baseret på gennemsnittet fra 215 anmeldelser. Begge dele er meget stærke reaktioner for en sci-fi-sequel, og med Star Treks store og dedikerede fanbase, hvor ligger så forklaringen?

For lang ventetid
Star Trek fra 2009 rebootede den kuldsejlede franchise med et brag og tjente med $385 millioner mere end dobbelt så meget som nogen af de foregående film. Den tiltrak et nyt publikum, en ny generation af fans og revitaliserede det bedagede fænomen. Men filmen er fire år gammel, og bortset fra Nemesis (2002), hvis skuffende indtjening tog livet af den gamle serie, har ingen af de foregående film har haft så lange intervaller til deres forgænger.

star trek into darkness poster enterpriseDen rebootede franchise har heller ikke haft nogen tv-serie, dens primære medie, til at holde hypen ved lige i mellemtiden, så ifølge Rotten Tomatoes’ analyse, kan nyere fans have mistet interessen med tiden. Den hypotese bakkes op af det faktum, at 73 % af publikummet i åbningsweekenden var over 25.

De seneste års voksende franchise-indtjeninger kan også hænge sammen med, at serier som Harry Potter og Twilight har holdt intervallerne under to mellem hver film. Iron Man 3, der netop har åbnet mindre end et år efter The Avengers, kan givetvis også takke den korte ventetid for en del af sin overraskende gode åbning.

Stadig et nichefænomen
Netop Iron Man 3 kan også være en del af forklaringen på Star Trek Into Darkness’ halvsløve start: Selvom sidstnævntes premiere har en fornuftig to-ugers afstand til Jernmanden, trak Stark & Co. stadig en solid weekend-andenplads med $35.2 millioner. Og de to film henvender sig til samme noerdede, mandsdominerede publikum.

Set fra noerdic.dk sætter den svage åbning en streg under, at Star Trek trods reboot, reaktualisering og revitalisering fra Hollywoods absolutte elite er og bliver et niche-fænomen med begrænset appel. Det er en skam, for kvalitet (som filmen qua ovennævnte reaktioner lader til at besidde) fortjener udbredelse, og nye film fortjener at blive målt på deres egne meritter, frem for byrden fra deres forgængere.

På redaktionen ser vi således stadig ufortrødent frem til filmens danske premiere 6. juni.

 

KILDER: The WrapBox Office Mojo, Rotten Tomatoes.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *