World of Warcraft har mistet 1,3 millioner spillere over tre måneder – et fald på 13,5 % i første kvartal af 2013, fra 9,6 til 8,3 millioner.
Activisions chef Bobby Kotick tilskriver faldet det voksende udbud af gratis online-spil. Han forventer yderligere fald og at slutte 2013 med færre spillere end i starten af året.
Ifølge Activision Blizzard er faldet primært sket i Asien, trods målrettede forsøg på at appellere til netop de markeder med udgivelsen af Mists of Pandaria-udvidelsen. Firmaet agter at imødegå faldet ved bla. at udgive nyt indhold oftere i fremtiden.
Stadig størst og profitabel
Trods faldet er World of Warcraft fortsat det største abonnements-baserede MMO-RPG. Til sammenligning har Electronic Arts’ Star Wars: The Old Republic færre end 500,000 aktive abonnenter pr. 31. Marts 2013.
Activision Blizzard har rapporteret en kvartalsindkomst på $1,32 milliarder, med et overskud på $456 millioner.
KILDE: geeksaresexy.com, seekingalpha.com